Bag facaden

Bag facaden // At ramme bunden

Jeg sagde det aldrig højt og jeg har aldrig direkte brugt ordet. Det føles forkert at sige, det pludselig en realitet hvis jeg siger det højt.. Jeg er bange for at gøre mine nærmeste ked af det, derfor holdte jeg det også for mig selv.
Det et kæmpe tabu og det gør folk enormt forlegne hvis du nævner ordet.. men nu gør jeg det.
Selvmord.. lysten til ikke længere at leve..
Blev du ubehageligt til mode?
Jeg har altid synes selvmord var noget af det mest egoistiske et menneske kunne gøre, men jeg er blevet klogere. Når man er så langt nede, er man sikker på verden er bedre uden dig, du føler dig som en byrde for samfundet og for dine nærmeste. Alt inden i dig gør ondt og du kan ikke få det til at stoppe, du føler intet andet end tomhed, ikke engang for dem du elsker allermest.. Når det har stået på længe nok bliver man desperat.. desperat for bare at mærke lidt.. når intet hjælper, kommer tankerne snigende.. de allermørkeste af slagsen.
Man kan sammenligne en depression med en dementor, du ved, dem fra harry Potter, der suger alt glæde og lys ud af dit liv. Forestil dig at være sulten konstant, men aldrig blive mæt, lige meget hvor meget du spiser.. Lige meget hvor gode ting der sker for dig, så kan du ikke føle glæde.. til sidst glemmer man hvordan det føles.
Du  en tom skal der vandrer rundt og ser på verden der farer forbi og ingen ænser eller stopper op. Du prøver at følge med, men du forsvinder i mængden og står alene tilbage.
Jeg har aldrig prøvet at gøre en ende på det hele.. men jeg kan huske jeg har stået på en bro, nær mit hus, bare set på togene køre forbi og spekulerer på om det ville gøre mere ondt end mit liv.
Jeg blev på en måde ligeglad med mange ting, jeg stoppede med at kigge mig for inden jeg gik over vejen, jeg tog flere chancer og tog lidt flere piller end jeg burde.. for jeg havde intet at miste?
Jeg fik tit lyst til bare at gå, håbe på at nogle glemte mig, så jeg til sidst forsvandt.
    Det eneste der holdte mig tilbage var følelsen af at skuffe min familie, jeg ville ikke kunne gøre det overfor min forældre og min bror.. Jeg vidste jo jeg elskede dem, jeg kunne bare ikke føle det.
Aftenerne var både de værste og de rareste… jeg glædet mig til at sove, for det kunne jeg være væk fra verden.. som at være død, bare mindre definitivt.
Jeg snakkede aldrig med nogle om mine tanker, selvom jeg gik hos en psykolog jeg var enormt glad for.. jeg kom aldrig til det.. jeg kunne ikke få det ud af min mund..


Man kan skjule meget med makeup og en pæn facade…

 photo sign_zps0cc8430c.png

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

3 Kommentarer

  • Svar RikkeMarie at

    Godt at høre du er kommet ud på den "anden" side, har selv haft selvmordstanker, dette var dog pga. mobning, jeg er sååå glad for at min mor fandt ud af det, jeg er en meget gladere pige i dag 😀

  • Svar Maria fra En verden af kunst at

    sødeste Louise,
    du er et smukt menneske både udenpå og indeni 🙂 Og vi er rigtig mange som ikke kan undvære dig.
    Jeg forstår hvordan du har det og har haft det.
    Jeg har selv været syg i mere end 3 år nu og jeg kender til det med, ikke at kunne tale med andre om hvordan det gør ondt indeni.
    Vi må finde de små stjernestunder og nyde dem, også når det ser mørkest ud.
    Knus og mange tanker!

    • Svar justpolishit at

      Tak for den søde kommentar!
      Sender tanker og ønsker om bedring din vej!

    Skriv en kommentar