Bag facaden

Bag facaden // Del. 3. Mødet med verdenen

Se forrige afsnit her

De første tre fire måneder af min sygdom går jeg i 3g, jeg er på antidepressiv i mens, men til sidst bliver det for meget for mig. Jeg har følt depressions symptomer i næsten et år, jeg prøver virkelig at kæmpe mig igennem skolen, da jeg kun mangler 4 måneder i gymnasiet, men inden en stor og afgørende opgave, må jeg indse at jeg ikke kan klare opgaven og da slet ikke en kommende studenter eksamen.
Det kun få i min klasse der ved at jeg er syg og på medicin, det mine tætte veninder og så ved mine lærer det. Mine veninder har virkelig svært ved at vide hvordan de skal være overfor mig, de ikke som normalt og de spørger heller ikke ind. Jeg føler egentlig mest at jeg er et stort ubehageligt emne, som ingen helt har lyst til at være ved.
Da jeg er meget fraværende, gør det det hele endnu værre, jeg føler mig mere og mere skubbet ud på et sidespor. Det var sindssygt hårdt at gå fra at være “hende man altid kan høre” og “hende den sjove” til at være.. ingenting?
Da jeg i December 2012 fortæller min klasse at jeg må droppe ud pga depression, får jeg ikke de store reaktioner. Den dag jeg er der for sidste gang, får jeg kun få kram og jeg tager alene hjem.
Det var som en kæmpe byrde der blev løftet af mine skuldre da jeg gik ud af døren. jeg skulle ikke have skolen hængende over hovedet, når jeg ikke kan komme ud af sengen.
Samtidig er det et af de største nederlag nogensinde og er det stadig den dag i dag.  jeg kan stadig ikke se en studenterhue, uden at få et kæmpe hul i maven og få det rigtig rigtig dårligt.
Jeg lukker mig inde i mig selv og er egentlig kun i kontakt med min familie og min kæreste. Jeg sover dagene væk og kommer kun ud af sengen, for det mest basale.
jeg udvikler dog hurtigt facade, bestående af mit udseende. Jeg bruger mit udseende, makeup, negle og mit tøj, til at skjule at jeg har det pisse hamrende dårligt.
Det nok der min passion for lak og makeup startede.
Det eneste tidspunkt jeg hører fra mine veninder, er når jeg selv kontakter dem, et par gange bliver jeg inviteret med til deres sammenkomster, men jeg passer ikke længere ind.
jeg er ulykkelig, min veninde som jeg brugte alle dage sammen med, snakkede i telefon med om aftenen og sov hos flere gange om ugen, er lige pludselig milevis fra mig.
Jeg begynder at skære i mig selv, da min veninde opdager det ved en fejl, håber jeg hun  ser hvor skidt jeg har det.
Det sker ikke… jeg hører ikke mere fra hende. Jeg kan ikke beskrive hvor dårligt jeg har det på det tidspunkt. Jeg føler intet, alt er sort og jeg føler ingen glæde, ingen sorg eller tristhed.. intet.
Det den mest forfærdelige følelse i hele verdenen.
At spille glad i den tid, er så sindsygt hårdt.. især når jeg hører sætningerne; “Hvad laver du så ny?”, “Hvad er din plan?”, “Op på hesten” “Du skal bare ud og have noget frisk luft og motion”.
Men hvordan skal man kunne det, når det at gå på toilettet er en kæmpe udfordring og ordet voksenble, aldrig nogensinde har lydt mere fristende, for ikke at skulle ud af sengen?
(Her er desværre ikke tale om “overdrivelse fremmer forståelsen”)

Fortsættes….

 photo sign_zps0cc8430c.png

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

1 Kommentar

  • Svar Tina fra "En verden af kunst" at

    God torsdag Louise,

    jeg føler med alt det du har været igennem. Der bliver stillet så mange krav og forventninger til unge mennesker i dag, at rigtig mange vælter og får depression, angst med mere. Det er ikke okay og vores samfund bør finde en anden rute.

    Jeg håber du får bygget et godt liv op og passer på dig 🙂
    Tina

  • Skriv en kommentar