Bag facaden

Bag facaden // At se lyset

 

Efter jeg begyndte at blive korrekt medicineret, har jeg endelig kunne se en mening med alt det min psykolog har lært mig. Alle de værktøjer man kan bruge, når det hele bare er noget lort eller man føler man sidder fast. Jeg har lært helt sindssyg mange ting som jeg bruger i min hverdag konstant, uden at tænke over det, værktøjer som alle mennesker kunne have gavn af.

På den måde mindsker jeg også risikoen for tilbagefald, jeg ved jeg altid vil skulle være opmærksom på min psyke og at jeg vil have større tendens til mørke dage og sorte huller, men nu føler jeg mig mere klædt på til det, så jeg undgår at ryge helt derned, hvor jeg har brug for hjælp.

Jeg kunne aldrig have forudset at jeg stadig, nu tre år efter, ville være så påvirket af min depression som jeg er.

Folk der hører at jeg har fri klokken 12, uanset om de kender til min situation eller ej, synes jeg er vildt heldig.. I virkeligheden er det mig der misunder dem. Jeg kan kun holde til et par timers arbejde, mit største ønske er at kunne fungerer normalt og have en normal hverdag.

Jeg ligger al min energi i de ting jeg skal som fx arbejde og bloggen, sociale begivenheder osv. derfor kan det også være enormt svært at forstå, hvorfor jeg ikke gør mere, for jeg kan jo sagtens! bagsiden, det som folk ikke ser, er at jeg efter to timer på arbejde, er nødt til at sove 1-1,5.

Jeg har ingen energi og tit migræne, specielt efter jeg har været sammen med mange mennesker.

Når jeg siger ingen energi, mener jeg ikke følelsen man får efter en hård arbejdsdag, nej jeg snakker om fysisk og psykisk drænet og tapet for alt hvad jeg har. Jeg kan nogle gange kæmpe videre, men ender blot med at nå til et punkt hvor hovedpinen tager over, mine øjne ikke vil holde sig åbne, lyde er ulidelig og alle former for lys brænder.

 Jeg er dog mega glad for der hvor jeg er nu, for jeg er nået mega langt og jeg er langt fra bunden! Det går langsomt, men det går sikkert… jeg har haft få tilbagefald og jeg har lært mig selv og min krop at kende.

  Dog kæmper jeg stadig helt sindsygt med hvordan andre folk ser  mig, ikke fordi jeg vil have dem til at forstå det, men bare fordi jeg ønsker at de skal respekterer at jeg ikke kan det samme som andre, selvom jeg ikke virker sådan. At folk faktisk tror på at jeg ikke kan og at jeg har det skidt, uden at være mistænksomme og tror jeg blot er doven eller ikke gider.

for det er så langt fra sandheden som det overhovedet kan være.

 Jeg elsker at arbejde, jeg elsker at have travlt, føle mig en smule presset, give en god betjening eller føler jeg har hjulpet nogle eller gjort mit job godt.

jeg er død misundelige på folk der er under uddannelse, eller skriver de læser til eksamen, folk der har en almindelig arbejdsdag. Jeg ville ofre uendeligt meget hvor at være der lige nu, men jeg ved jeg nok skal nå dertil. men det hårdt arbejde og nogle faktorer bestemmer jeg desværre ikke selv, men jeg arbejder på det jeg kan forbedre.

For jeg er glad.. jeg kan huske min første arbejdsdag, jeg gik ud fra butikken jeg arbejder, med et smil på læben og lige pludselig følte jeg en boblen i maven. Det kilede og pludselig følte jeg mig højere.. Det slog mig at jeg for første gang i to år, faktisk var glad, måske endda lykkelig! For jeg kunne se lyset, jeg var på vej ud i verdenen og jeg kunne ikke længere se bunden mere.

Hele verden lå foran mine fødder.. (Det lyder plat og corny, men sådan følte jeg det, i det øjeblik)

Har jeg haft dårlige dage siden? Ja.. Har jeg følt at mit liv var noget lort? Ja.. har jeg haft tanken om at give op? Ja…

Men de dage er få og de kommer tit alene. Jeg kan stadig bliver overvældet af mørket, men tanken om de lyse dage og alle de ting jeg pludselig kan se omkring mig, hiver mig op og hjælper mig videre til en ny og frisk dag.

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar