Browser Kategori

Bag facaden

Bag facaden

Bag facaden // Det sorte får & den onde heks

I tænker sikkert der er et eventyr på vej, men der må jeg skuffe jer.. der er kun hardcore sandheder, selv indsigt og mine tanker på programmet. Det lang tid siden jeg har skrevet omkring mig selv og min depression, man har tit en tendens til at skrive ens tanker ned når tankerne fylder for meget, hvilket oftest er når man har det skidt eller har problemer.

 

here it goes..

har i nogensinde prøvet at føle jer som det sorte får? et råddent æg? Jeg er sikker på jeg ikke er den eneste.

det værste i verden er at sidde blandt en gruppe mennesker, hvor du føler dig som verdens røvhul, du eksisterer ikke.. måske fordi de ikke ved hvad de skal sige til dig.. de tror, ved ikke at sige noget til dig, kan de ikke sige noget forkert.. i stedet sidder du tilbage, ignoreret, glemt og meget ensom.

 

Jeg kan ikke tælle på begge mine hænder, hvor mange gange jeg har siddet i et rum fyldt med mennesker og følt mig som verdens mest ligegyldige og ensomme person.

ligeså snart man går hjemme, ved nogle folk ikke hvad de skal spørge en om.. de kan ikke spørge ind til skole eller job? og for nogle er de to ting essentielle spørgsmål og tale emner, og når du ikke har nogle af tingene, udelukker det dig hurtigt fra mange samtaler..

 

Når man føler sig ignoreret og overset, kan man nogle gange gøre ekstreme ting for at blive set og ofte ikke gode ting.. jeg kan desværre ikke se mig fri for det.. efter flere år, hvor jeg har hold mund, gik jeg hen og blev bitter… hvis folk aldrig har været der for mig, har ignoreret mig og fået mig til at føle mig uduelig, og aldrig taget hensyn til en, bare en gang,så kan man godt gå hen og blive rigtig bitter..

Jeg er ikke stolt af det, men samtidig fortryder jeg det heller ikke.. Jeg har lyst til at de skal vide hvor ondt det har gjort. Jeg er ikke perfekt, langt fra.

jeg bryder mig ikke om den person jeg bliver, jeg ville ønske jeg kunne være overbærende og large, men jeg er blevet såret så mange gange.. bevidst og ubevidst, det sådan set ligegyldigt, hvis man vil mig, så ignorerer man mig ikke, så sætter man sig ind i min situation og spørger mig eller mine nærmeste hvordan man bedst håndterer situationen… 99% vil sætte pris på du tænker på dem og spørger ind, det ligemeget om man er fysisk eller psykisk syg, så er det næste du kan gøre at lade som ingenting.

 

Når man er blevet såret så mange gange, ender man med at lukke af.. i mit tilfælde blev jeg kold og en ægte bitch…. jeg synes selv jeg er sød, smilende og jeg vil gerne have alle har det godt, men træder du på mig, bliver jeg ond… rigtig ond…

igen, det ikke noget jeg er stolt af, men det var/er måden jeg undgår at sætte mig ned og tudbrøle… hvis jeg lader mig selv være den søde Louise, ville jeg bryde sammen og det ville gøre de her personer endnu mere utilpas og jeg ville sidde grædende, mens folk snakkede om vejret, som om intet var galt… i’ve been there.

Så i et forsøg på at undgå at være sårbar og ulykkelig, bliver mine ord kolde og onde.. hvilket i sidste ender med at folk synes du en kælling og ikke gider dig.. de har aldrig sat sig ind i din situation, så de ved ikke at du i virkeligheden lider..

istedet ender du med at blive ekskluderet og være endnu mere alene.. folk undgår at inviterer dig, selvom alle andre bliver inviteret og selv dine nærmeste holder det hemmeligt, fordi de ikke vil såre en…Så sidder du alene og ved folk har snakket om dig, bevidst valgt at de ikke ville have dig med, siddet samlet og haft det sjovt, mens du intetanende har siddet derhjemme, alene og alle har vidst hvorfor du ikke var med og ingen har synes det ikke var okay, ingen har forsvaret dig, for du har opført dig skidt, så det okay de ikke inviterer dig. for det altid værre at være ondt bevidst end ubevidst.
en kæmpe stor ond cirkel… og i sidste ende er jeg taberen, ligesom jeg startede med…

 

 

 

cff608d444f0bf2834f8b2f6018d5469

 

f82cd8b63c882384e17394f5b8616c66

RELATEREDE INDLÆG

Bag facaden

Bag facaden // At se lyset

 

Efter jeg begyndte at blive korrekt medicineret, har jeg endelig kunne se en mening med alt det min psykolog har lært mig. Alle de værktøjer man kan bruge, når det hele bare er noget lort eller man føler man sidder fast. Jeg har lært helt sindssyg mange ting som jeg bruger i min hverdag konstant, uden at tænke over det, værktøjer som alle mennesker kunne have gavn af.

På den måde mindsker jeg også risikoen for tilbagefald, jeg ved jeg altid vil skulle være opmærksom på min psyke og at jeg vil have større tendens til mørke dage og sorte huller, men nu føler jeg mig mere klædt på til det, så jeg undgår at ryge helt derned, hvor jeg har brug for hjælp.

Jeg kunne aldrig have forudset at jeg stadig, nu tre år efter, ville være så påvirket af min depression som jeg er.

Folk der hører at jeg har fri klokken 12, uanset om de kender til min situation eller ej, synes jeg er vildt heldig.. I virkeligheden er det mig der misunder dem. Jeg kan kun holde til et par timers arbejde, mit største ønske er at kunne fungerer normalt og have en normal hverdag.

Jeg ligger al min energi i de ting jeg skal som fx arbejde og bloggen, sociale begivenheder osv. derfor kan det også være enormt svært at forstå, hvorfor jeg ikke gør mere, for jeg kan jo sagtens! bagsiden, det som folk ikke ser, er at jeg efter to timer på arbejde, er nødt til at sove 1-1,5.

Jeg har ingen energi og tit migræne, specielt efter jeg har været sammen med mange mennesker.

Når jeg siger ingen energi, mener jeg ikke følelsen man får efter en hård arbejdsdag, nej jeg snakker om fysisk og psykisk drænet og tapet for alt hvad jeg har. Jeg kan nogle gange kæmpe videre, men ender blot med at nå til et punkt hvor hovedpinen tager over, mine øjne ikke vil holde sig åbne, lyde er ulidelig og alle former for lys brænder.

 Jeg er dog mega glad for der hvor jeg er nu, for jeg er nået mega langt og jeg er langt fra bunden! Det går langsomt, men det går sikkert… jeg har haft få tilbagefald og jeg har lært mig selv og min krop at kende.

  Dog kæmper jeg stadig helt sindsygt med hvordan andre folk ser  mig, ikke fordi jeg vil have dem til at forstå det, men bare fordi jeg ønsker at de skal respekterer at jeg ikke kan det samme som andre, selvom jeg ikke virker sådan. At folk faktisk tror på at jeg ikke kan og at jeg har det skidt, uden at være mistænksomme og tror jeg blot er doven eller ikke gider.

for det er så langt fra sandheden som det overhovedet kan være.

 Jeg elsker at arbejde, jeg elsker at have travlt, føle mig en smule presset, give en god betjening eller føler jeg har hjulpet nogle eller gjort mit job godt.

jeg er død misundelige på folk der er under uddannelse, eller skriver de læser til eksamen, folk der har en almindelig arbejdsdag. Jeg ville ofre uendeligt meget hvor at være der lige nu, men jeg ved jeg nok skal nå dertil. men det hårdt arbejde og nogle faktorer bestemmer jeg desværre ikke selv, men jeg arbejder på det jeg kan forbedre.

For jeg er glad.. jeg kan huske min første arbejdsdag, jeg gik ud fra butikken jeg arbejder, med et smil på læben og lige pludselig følte jeg en boblen i maven. Det kilede og pludselig følte jeg mig højere.. Det slog mig at jeg for første gang i to år, faktisk var glad, måske endda lykkelig! For jeg kunne se lyset, jeg var på vej ud i verdenen og jeg kunne ikke længere se bunden mere.

Hele verden lå foran mine fødder.. (Det lyder plat og corny, men sådan følte jeg det, i det øjeblik)

Har jeg haft dårlige dage siden? Ja.. Har jeg følt at mit liv var noget lort? Ja.. har jeg haft tanken om at give op? Ja…

Men de dage er få og de kommer tit alene. Jeg kan stadig bliver overvældet af mørket, men tanken om de lyse dage og alle de ting jeg pludselig kan se omkring mig, hiver mig op og hjælper mig videre til en ny og frisk dag.

 

RELATEREDE INDLÆG

Bag facaden

Bag facaden // At ramme bunden

Jeg sagde det aldrig højt og jeg har aldrig direkte brugt ordet. Det føles forkert at sige, det pludselig en realitet hvis jeg siger det højt.. Jeg er bange for at gøre mine nærmeste ked af det, derfor holdte jeg det også for mig selv.
Det et kæmpe tabu og det gør folk enormt forlegne hvis du nævner ordet.. men nu gør jeg det.
Selvmord.. lysten til ikke længere at leve..
Blev du ubehageligt til mode?
Jeg har altid synes selvmord var noget af det mest egoistiske et menneske kunne gøre, men jeg er blevet klogere. Når man er så langt nede, er man sikker på verden er bedre uden dig, du føler dig som en byrde for samfundet og for dine nærmeste. Alt inden i dig gør ondt og du kan ikke få det til at stoppe, du føler intet andet end tomhed, ikke engang for dem du elsker allermest.. Når det har stået på længe nok bliver man desperat.. desperat for bare at mærke lidt.. når intet hjælper, kommer tankerne snigende.. de allermørkeste af slagsen.
Man kan sammenligne en depression med en dementor, du ved, dem fra harry Potter, der suger alt glæde og lys ud af dit liv. Forestil dig at være sulten konstant, men aldrig blive mæt, lige meget hvor meget du spiser.. Lige meget hvor gode ting der sker for dig, så kan du ikke føle glæde.. til sidst glemmer man hvordan det føles.
Du  en tom skal der vandrer rundt og ser på verden der farer forbi og ingen ænser eller stopper op. Du prøver at følge med, men du forsvinder i mængden og står alene tilbage.
Jeg har aldrig prøvet at gøre en ende på det hele.. men jeg kan huske jeg har stået på en bro, nær mit hus, bare set på togene køre forbi og spekulerer på om det ville gøre mere ondt end mit liv.
Jeg blev på en måde ligeglad med mange ting, jeg stoppede med at kigge mig for inden jeg gik over vejen, jeg tog flere chancer og tog lidt flere piller end jeg burde.. for jeg havde intet at miste?
Jeg fik tit lyst til bare at gå, håbe på at nogle glemte mig, så jeg til sidst forsvandt.
    Det eneste der holdte mig tilbage var følelsen af at skuffe min familie, jeg ville ikke kunne gøre det overfor min forældre og min bror.. Jeg vidste jo jeg elskede dem, jeg kunne bare ikke føle det.
Aftenerne var både de værste og de rareste… jeg glædet mig til at sove, for det kunne jeg være væk fra verden.. som at være død, bare mindre definitivt.
Jeg snakkede aldrig med nogle om mine tanker, selvom jeg gik hos en psykolog jeg var enormt glad for.. jeg kom aldrig til det.. jeg kunne ikke få det ud af min mund..


Man kan skjule meget med makeup og en pæn facade…

 photo sign_zps0cc8430c.png

RELATEREDE INDLÆG

Bag facaden

Bag facaden // Bloggen.

Jeg oprettede bloggen fordi jeg havde brug for en slags frirum, men også fordi jeg udviklede en interesse for neglelak og nail art. Jeg havde ikke nogen i min hverdag at vise dem til og jeg ville gerne vise det frem, som jeg brugte det meste af min tid på.

Jeg brugte nail art som et frirum,hvor jeg ikke havde andet i hovedet end designet.. jeg har altid været kreativ og dette var en måde hvor jeg kunne bruge min kreativitet. Når jeg var nede eller ked af det, så gik jeg ind i mit lille univers og fandt på forskellige motiver og designs til mine negle. Når andre mediterede eller hørte musik, så lavede jeg negle.

Jeg fik tit af vide at jeg skulle få mig nogle andre interesser eller at de håbede jeg ikke kun havde lak.. men det var det jeg elskede allermest. Folk rystede tit på hovedet når de hørte hvor mange lakker jeg havde, men på facebook fik jeg dannet en masse venskaber, med andre piger som var mindst ligeså lak skør som jeg selv var… det var rart at kunne dele sin passion med nogle, som ikke synes man var skør.

Jeg udviklede hurtigt en rolig hånd og jeg fik lavet en masse designs som jeg fik rigtig god respons på. For tiden ligger jeg virkelig mange timer i bloggen, i starten hyggede jeg mig med det, det gør jeg stadig, men nu ligger jeg meget mere tid i bloggen.
I takt med min depression, mistede jeg en masse af mine kognitive færdigheder, et meget normalt, men det en kæmpe hæmsko i ens hverdag.

Normalt tog det ikke længe for mig at lave et indlæg, nu tager det dobbel så lang tid hvis ikke mere.. Jeg har også nogle højere krav til mine billeder og tekst, men jeg kan bruge en hel dag på bare et enkelt indlæg. Jeg tror ikke der er nogle der ved hvor mange timer jeg faktisk ligger i min blog, de ser det nok bare som en lille sød ting, men det kræver så sindsyg meget af min energi!
Jeg elsker det, men det også rigtig hårdt, specielt når jeg er nede eller min hukommelse og koncentration virkelig svigter mig.. så kan det tage flere dage og lave et enkelt indlæg.

Jeg er enormt stolt af min blog, det har aldrig været min mening at den skulle blive stor og berømt, så jeg skriver kun om ting der ligger mig kært. Hver følger gør mig dog enormt glad, men ligger også et større pres på at jeg skal præsterer. Min største bekymring er min grammatik. Jeg har svært ved at overskue det og min koncentration holder kun til at lave selve indlægget.
Men hvad jeg mangler i grammatik, håber jeg at jeg vejer op for i personlighed, fine manier og gode anmeldelser.

Bloggen har givet mig sindsyg mange nye bekendtskaber, det er helt utroligt hvor mange søde piger man møder og hvilket sammenhold der er blandt beautyblogger og negle bloggere. Selvom man sidder bag en skærm, og man skulle tro at bloggere var introverte mennesker, så er det det helt modsatte. Jeg er vild med at være en del af fællesskabet og det har virkelig betydet meget for mig igennem mine hårde tider.

 photo sign_zps0cc8430c.png

RELATEREDE INDLÆG

Bag facaden

Bag facaden // Del. 3. Mødet med verdenen

Se forrige afsnit her

De første tre fire måneder af min sygdom går jeg i 3g, jeg er på antidepressiv i mens, men til sidst bliver det for meget for mig. Jeg har følt depressions symptomer i næsten et år, jeg prøver virkelig at kæmpe mig igennem skolen, da jeg kun mangler 4 måneder i gymnasiet, men inden en stor og afgørende opgave, må jeg indse at jeg ikke kan klare opgaven og da slet ikke en kommende studenter eksamen.
Det kun få i min klasse der ved at jeg er syg og på medicin, det mine tætte veninder og så ved mine lærer det. Mine veninder har virkelig svært ved at vide hvordan de skal være overfor mig, de ikke som normalt og de spørger heller ikke ind. Jeg føler egentlig mest at jeg er et stort ubehageligt emne, som ingen helt har lyst til at være ved.
Da jeg er meget fraværende, gør det det hele endnu værre, jeg føler mig mere og mere skubbet ud på et sidespor. Det var sindssygt hårdt at gå fra at være “hende man altid kan høre” og “hende den sjove” til at være.. ingenting?
Da jeg i December 2012 fortæller min klasse at jeg må droppe ud pga depression, får jeg ikke de store reaktioner. Den dag jeg er der for sidste gang, får jeg kun få kram og jeg tager alene hjem.
Det var som en kæmpe byrde der blev løftet af mine skuldre da jeg gik ud af døren. jeg skulle ikke have skolen hængende over hovedet, når jeg ikke kan komme ud af sengen.
Samtidig er det et af de største nederlag nogensinde og er det stadig den dag i dag.  jeg kan stadig ikke se en studenterhue, uden at få et kæmpe hul i maven og få det rigtig rigtig dårligt.
Jeg lukker mig inde i mig selv og er egentlig kun i kontakt med min familie og min kæreste. Jeg sover dagene væk og kommer kun ud af sengen, for det mest basale.
jeg udvikler dog hurtigt facade, bestående af mit udseende. Jeg bruger mit udseende, makeup, negle og mit tøj, til at skjule at jeg har det pisse hamrende dårligt.
Det nok der min passion for lak og makeup startede.
Det eneste tidspunkt jeg hører fra mine veninder, er når jeg selv kontakter dem, et par gange bliver jeg inviteret med til deres sammenkomster, men jeg passer ikke længere ind.
jeg er ulykkelig, min veninde som jeg brugte alle dage sammen med, snakkede i telefon med om aftenen og sov hos flere gange om ugen, er lige pludselig milevis fra mig.
Jeg begynder at skære i mig selv, da min veninde opdager det ved en fejl, håber jeg hun  ser hvor skidt jeg har det.
Det sker ikke… jeg hører ikke mere fra hende. Jeg kan ikke beskrive hvor dårligt jeg har det på det tidspunkt. Jeg føler intet, alt er sort og jeg føler ingen glæde, ingen sorg eller tristhed.. intet.
Det den mest forfærdelige følelse i hele verdenen.
At spille glad i den tid, er så sindsygt hårdt.. især når jeg hører sætningerne; “Hvad laver du så ny?”, “Hvad er din plan?”, “Op på hesten” “Du skal bare ud og have noget frisk luft og motion”.
Men hvordan skal man kunne det, når det at gå på toilettet er en kæmpe udfordring og ordet voksenble, aldrig nogensinde har lydt mere fristende, for ikke at skulle ud af sengen?
(Her er desværre ikke tale om “overdrivelse fremmer forståelsen”)

Fortsættes….

 photo sign_zps0cc8430c.png

RELATEREDE INDLÆG

Bag facaden

Bag facaden // Del2. Confession og mødet med medicinen

Læs forrige afsnit her

Jeg var vildt nervøs for ikke at blive taget seriøst.. mest fordi jeg ikke selv kan forstå hvad pokker der sker med mig.
Min mor er heldigvis lettet, hun har kunnet mærke på mig at jeg har været mere irriteret og meget sensibel og følsom.
Jeg kommer til lægen, som desværre ikke tager mig særlig seriøst.. men min mor er stædig og vi kommer derfra med en henvisning til en psykolog.
Derpå går jagten efter en psykolog, der er mange og det er svært at vælge udelukkende udfra et navn, så jeg går efter beliggenheden og hvor jeg først kunne komme til. Ventetiden er dog stadig på minimum en måneds tid.
Efter et par samtaler og en test, vurderer min psykolog at jeg har en svær depression, jeg scorede næsten top karakterer.
Det var en kæmpe lettelse, ikke fordi nogle ønsker en depression, men fordi det så ikke bare var oppe i mit hovedet, men at jeg rent faktisk var syg.
Hun anbefaler at jeg skal begynde på antidepressiv medicin, fordi en svær depression i de fleste tilfælde ikke kan afhjælpes udelukkende ved samtaler, som ved en let eller moderat
Jeg var aldrig i tvivl om jeg ville tage medicin, jeg kendte til bivirkningerne.. sådan da.. men jeg var så langt nede, at jeg vidste det var det jeg måtte gøre.
Jeg starter ud med et af de mest almindelige præparater mod depression, venlafaxin. Den laveste dosis er 75mg, første gang jeg tog den, var jeg sammen med min kæreste. Jeg blev hurtigt enormt træt, snøvlende og til sidst måtte min kæreste bære mig ind i seng. Da min veninde ringede tidligere 
på aftenen, kunne hun ikke rigtig forstå mig. Jeg falder i søvn med et brag.
Den første bivirkning jeg husker er at vågne op med en mund så tør som sahara, jeg prøver at slukke det med vand, men bliver bare være. Jeg får nogle suge tabletter, der sætter gang i mit spyt, som også er enorm vigtig for ens mund hygijene og tænder.
Pillerne gør mig mere træt end jeg i forvejen er, hvilket ikke ligefrem hjælper på min skole situation…udover bivirkninger mærker jeg intet på trods af min dosis nu er steget til 150 mg. Min  læge anbefaler at jeg halvere og kan jeg ikke mærke noget, kan jeg bare stoppe.. alt dette over en weekend.
Jeg stoler på min læge, som jeg har haft hele mit liv, så jeg halverer mine piller og mærker intet. Natten til søndag, tager jeg ikke mine piller… noget der ikke kommer til at ske de næste to år.
Jeg har hele tiden drømt meget efter jeg kom på medicinen, men den her nat, har jeg skræmmende realistiske mareridt og jeg vågner op med koldsved, fuldstændig våd. Jeg har kvalme og influenza lignende symptomer, virkelig slemt.
Efter en hel dag i helvede, får jeg nok og jeg tager mine piller.. næste morgen fejler jeg intet og har sovet som en sten. Skræmmende.
Oven i det hele, stopper samarbejdet med min psykolog, fordi jeg ikke føler hun tager mig seriøst og pludselig står jeg igen alene og uden professionel hjælp..

Forsættes…


I er altid velkommen til at skrive til mig, med spørgsmål eller lignende.

 photo sign_zps0cc8430c.png

RELATEREDE INDLÆG

Bag facaden

Bag facaden // del 1 “Jeg er nok bare doven”

Fortsættelse.

Hvis du ikke fik læst introen, kan du læse den her.

1.g fik med fuld fart og 2.g starter lige sådan, men noget er anderledes.. jeg har pludselig svært ved at følge med i timerne, jeg starter med at slå det hen.. “Er jeg virkelig allerede skoletræt?”.

Jeg begynder at lave færre og færre af mine ting, jeg kan simpelthen ikke følge med og når jeg får taget mig sammen til at lave noget, tager det mig enormt lang tid. Jeg begynder at blive frustreret, “Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen, i stedet for at være så doven?”
Jeg joker med det, for i min vennegruppe er jeg hende den sjove og vi snakker ikke som sådan om “seriøse” ting. Jeg begynder at mistænke at noget er galt, da jeg sidder og læser og jeg ikke kan få ordene til at danne sætninger, det hele hopper rundt og jeg kan ikke læse noget der giver mening. Mine indre alarmer slår til; Jeg har altid været enorm god til at læse, jeg kunne læse en bog på en uge og derefter begynde på en ny med det samme… men nu kan jeg ikke engang danne en sætning.
Jeg er frustreret og det kan især mærkes på mig derhjemme, hvor jeg let bliver pirrelig og irriteret.
Uden for hjemmet opretholder jeg dog en pæn facade, smil og vink!  
Jeg begynder at blive hjemme fra skole, siger jeg skal møde senere til min mor, for jeg kan ikke klare tanken om at skulle tage bussen med mange mennesker. Jeg bliver hurtigt træt og jeg tager hjem før tid, igen for at slippe for at tage bussen, sammen med alle de andre.. jeg siger ikke til nogen at jeg ikke bryder mig om busturene, jeg har jo gjort det før, men pludselig giver bare tanken mig hjertebanken.. Jeg kan ikke forstå hvad der sker med mig. Jeg går glip af rigtig mange ting ved at være der så lidt, mine veninder sætter ikke spørgsmålstegn eller spørger ind til det men jeg ved de snakker om det. 
Jeg skammer mig over det og folk begynder at sige “pjækkerøv” når jeg møder ind senere. Min mave vender sig og jeg bliver ked af det og frustreret. Jeg har en sød og dejlig kæreste, men jeg deler det heller ikke med ham, jeg begynder at tro på at jeg stadig er doven og jeg tør ikke sige til nogen hvad der foregår i frygt for ikke at blive taget seriøs.
Til sidst bliver det hele for meget, jeg får brev fra skolen om for meget fravær og til sidst fortæller jeg det til min mor og min kæreste…

Fortsættes…

 photo sign_zps0cc8430c.png

RELATEREDE INDLÆG